Kinas eksport oplever i øjeblikket en kæmpe stigning

Fabrikkerne i Kina har travlt med at fremstille eksportvarer som elektronik og coronamasker.

Eksporten for januar og februar er steget med 60,6 procent i forhold til samme måneder i 2020. Importen er steget med 22,2 procent.

Det viser officielle tal, der er offentliggjort søndag i Kina. Baggrunden er dog dyster, da Kina i januar og februar 2020 var ramt hårdt af coronavirus. I fjor faldt eksporten i de to måneder med 17 procent, mens importen faldt fire procent.

Myndighederne er klar over, at den store eksport skal ses med afsæt i sidste års nedgang.

– Det lave udgangspunkt er en af årsagerne til den store stigning i år, siger Kinas toldadministration i en erklæring.

Det er særligt elektronik og tekstilvarer som coronamasker, der har sat fart i eksporten. Eksporten af elektronik er steget med 54,1 procent, mens tekstileksporten er oppe med 50,2 procent.

Ifølge toldadministrationen er handelsoverskuddet for januar og februar 2021 103,3 milliarder dollar – godt 640 milliarder kroner.

Overskuddet i samhandlen med USA blev fordoblet i de to måneder i forhold til i fjor til 51,3 milliarder dollar.

Eksportstigningen skyldes blandt andet, at efterspørgslen efter elektroniske varer er steget på grund af hjemmearbejde i mange dele af verden, herunder Europa, som i modsætning til Kina stadig er hårdt ramt af covid-19-pandemien.

Og mens pandemien fortsætter, er der stadig brug for værnemidler, herunder mundbind, som Kina fremstiller mange af.

Kina, hvor virusset menes at komme fra, var det første land, som lukkede ned og indførte restriktioner for at bremse smitten. I fjor begyndte Kina at komme ovenpå igen.

Erhvervslivet er på vej tilbage til mere almindelige forhold, selv om der stadig dukker smitteudbrud op flere steder.

Når det sker, slår myndighederne hårdt ned med restriktioner.

/ritzau/AFP