Om Nike Vaporfly, Dragonfly – Superskoene
– Kig under jeres stole…
En legendarisk udgangsreplik fra talkshow-genrens største stjerne, Oprah Winfrey, som altid får publikum til at skrige.
Ture til Disney World, spritnye biler, meet-and-greet med Mariah Carey. Hun kan det hele, hende amerikaneren, når hun deler gaver ud til sine gæster.
Men er det måske ved at være tid til at hyre talkshow-værtinden ind som atletikkommentator?
‘DU får en rekord, DU får en rekord, DU får en rekord. ALLE får en rekord!’
De seneste 12 måneder, i en tid nærmest uden konkurrencer, er syv verdensrekorder faldet på løbebanen. Læg dertil et næsten uoverskueligt antal nationale og personlige rekorder. Den slags sker uden tvivl på en bund af både benhård og intens træning, men der har vist sig at være et meget iøjnefaldende sammenfald mellem hurtige tider og en ny generation af pigsko.
Hvorfor skulle det nu være et problem?, tænker du måske.
Det får vi lige lidt hjælp af den tidligere landsholdsløber, Henrik Them, til at forstå.
– Man er i gang med at ødelægge historien. Jeg stoppede som eliteaktiv i 2017, og der er sket så meget på skofronten, at vi nærmest løb i stenalderen på det tidspunkt. Det betyder også, at man ikke kan gå tilbage i historien og sammenligne tiderne længere, siger Henrik Them.
Them har vundet tre danske mesterskaber på 5000 og 10.000 meter. En garvet – og bekymret – mand, som i sine 22-23 år i gamet ‘aldrig har oplevet så stort et fokus på, hvilke sko folk løber i’.
– Lige nu bliver der slået så mange rekorder, at der bliver slettet løs i historiebøgerne. Og er de nye løbere nødvendigvis de bedste i historien, fordi de nu har verdensrekorden? Det vil jeg sætte spørgsmålstegn ved. Jeg tror nærmere, at de er rendt ind i en tidsalder, hvor de har fået hjælp til at slå den rekord, mener Henrik Them.
‘Blåøjet’ at benægte forskel
Hvis Henriks Thems karriere foregik i “stenalderen”, hvad skal vi så kalde nutiden – guldalderen? Lad os høre, hvad et af Danmarks nye løbehåb, 26-årige Mikkel Dahl-Jessen, tænker om pigsko-debatten.
Han er mellemdistanceløber med flair for 1500, 3000 og 5000 meter. Og så befinder han sig faktisk lige nu ved det igangværende indendørs-EM i Polen, hvor han lørdag blev nummer ni i sit indledende heat på mændenes 3000 meter.
– Når jeg stikker fødderne i dem, kan jeg godt mærke, at det er den suverænt hurtigste pigsko, jeg nogensinde har været i, siger Mikkel Dahl-Jessen.
Sammenlignet med tiderne i sidste sæson har den danske EM-løber – iført sine Nike-pigsko – barberet omkring tre sekunder af tiderne på 3000 meter.
– Spørgsmålet er så, om det er skoene eller min træning, der har rykket præstationen.
Mikkel Dahl-Jessen håber mest det sidste.
– Men i realiteten er det nok en kombination af både teknologi og min egen personlige udvikling. Jeg tror, at skoen gør noget og objektivt set skal man være lidt blåøjet, hvis man siger noget andet. Skoene har rykket ved præstationerne, og det er også den følelse jeg har, når jeg træder i den, siger mellemdistanceløberen.
Når sålen rammer underlaget, får han mere energi tilbage end tidligere, forklarer han.
– Det lyder ikke af meget, men en procent er enormt på eliteniveau. Det er 15 meter på en 1500 meter. Hvor mange løb afgøres af meget mindre end det?
Burns understreger dog samtidig, at det i høj grad varierer fra atlet til atlet, hvor store forbedringer de vil opleve med pigskoene.
Frygtede for Usain Bolts verdensrekorder
Siden VM i atletik for halvandet år siden, hvor Nike lancerede de første udgaver af sine revolutionerende pigsko, har manges øjne været rettet mod atleter med det velkendte ‘swoosh’. Efterfølgende har også New Balance ”luftet” en række hurtige prototyper, og ifølge Henrik Them er andre producenter på vej med lignende supersko.
Et godt tegn med tanke på sportens ønske om fair og lige konkurrence, og det er da også Henrik Thems indtryk, at amerikanernes forspring udligner sig i takt med, at vi nærmer os sommerens OL.
Men har løberne frit valg på hylderne lige nu, er det Nike-skoene, de vælger. Det er der ingen tvivl om, siger Henrik Them.
– På et tidspunkt kan det ikke fortsætte. Man kan jo ikke bare blive hurtigere og hurtigere. Der er en grænse, og jeg er bekymret for, om man ødelægger interessen for løbesporten, hvis ikke man formår at have fokus på det taktiske element og spændingen i duellen mellem løberne. Jeg kan godt forstå, at man gør det på kort sigt, men jeg er bekymret for konsekvenserne på lang sigt, siger Henrik Them.
De omdiskuterede Nike-modeller hedder Zoom Victory og Dragonfly. Der er faktisk også en tredje, nemlig Nike Viperfly, men monster-skoen klarede ikke cuttet, da Det Internationale Atletikforbund indførte nye skoreguleringer i 2020.
De tal er dog ikke verificeret nogen steder. Du kan se et billede af den futuristiske sko nedenfor.
Mens Nike arbejder på at få godkendt deres lynhurtige pedaler, har mærkets to andre modeller høvlet utallige sekunder af rekorderne på de længere distancer.
Særligt 7. oktober 2020 står tilbage som en af de mest markante datoer, da der indenfor en time blev slettet sammenlagt 27 års verdensrekorder. Først slog Joshua Cheptegei mændenes 10.000 meter-rekord med ufattelige seks sekunder, inden Letesenbet Gidney var fire sekunder hurtigere end kvindernes hidtidige rekord på 5000 meter. Begge løb de i… Nike Dragonfly.
Sko-snakken provokerer atleterne
Vidste du godt, at Danmark har en verdensrekord i atletik?
Ja, den er god nok. Wilson Kipketers på 800 meter indendørs sat 9. marts 1997 står stadig.
– Det ville godt nok være ærgerligt fra et dansk perspektiv, hvis den verdensrekord røg til løbere, der slet ikke er i samme kaliber som Kipketer overhovedet. Og det er det, man kigger ind i, hvis det her fortsætter, siger Henrik Them og ødelægger kortvarigt den gode stemning.
Kipketers rekord bør dog være i sikkerhed, indskyder Them. Men alle rekorder på distancer derfra og op er i fare.
På øverste niveau i atletikken, hos præsidenten for det internationale forbund Sebastian Coe, deles bekymringen over de nye pigskos indtog ikke. Han er ‘rimelig rolig’.
Den slags kommer i cirkler. Nu er det Nike, engang var det Adidas. Teknologien rykker sig konstant, og det er godt, mener han.
Få uger senere blev Coes 40 år gamle britiske indendørsrekord på 800 meter slået af Elliot Giles. I hvilke sko? Ja, det har du nok allerede gættet.
Giles nye nationale rekord var samtidig den næsthurtigste tid på 800 meter indendørs nogensinde, og dermed også et lille angreb på danske Kipketers verdensrekord. Dog et sekund langsommere. Pyha.
Men da journalister havde frækheden at spørge ind til, om hemmeligheden skulle findes i gulvhøjde, blev Elliot Giles provokeret.
– Fordi jeg har gjort det godt, siger folk, at det må være skoene. Det er noget vrøvl og en fornærmelse, sagde Giles.
Danske Mikkel Dahl-Jessen forstår godt reaktionen og atleters manglende lyst til at tale pigsko. Det rammer stoltheden, når præstationer på den måde devalueres et splitsekund efter målstregen.
– Det er svært for sportsfolk at acceptere, at teknologien har en betydning. Det har jeg da også svært ved at acceptere, men lige nu er det bare den virkelighed, vi lever i, siger EM-løberen.
– Svømmeforbundet skred ind, og jeg tror, at man måske også skulle have gjort det indenfor løb. Det valgte man ikke, og konsekvenserne af den beslutning, tror jeg, at vi må lære at leve med nu og ikke give atleterne skylden for, at der løbes hurtigt, siger Mikkel Dahl-Jessen.
– Min holdning er, at vi ikke bare kan sammenligne nutiden med for ti år siden. Vi bliver nødt til at anskue præstationerne i den tid, vi løber dem, siger han.
Kan man bebrejde nutidens atleter, at de stikker fødderne i pigsko, der efterhånden har vist sig hurtigere end alternativerne? Ikke rigtig, mener Mikkel Dahl-Jessen.
Alle vil vinde. Du kommer jo heller ikke først i træsko?
– Haha, nej! Lige præcis. Selvom kenyanerne nok alligevel ville slå mig, om så de havde træsko på og jeg løb mine Nike Dragonfly-sko, griner landsholdsløberen.
Kilde: DR Nyhederne