Hos virksomheden Eltronic Group i Hedensted, der laver produktionsanlæg inden for blandt andet vindsektoren, har de lige som alle andre mærket, at der har været coronakrise i snart et år.
Men hvor mange virksomheder har massefyret og samtidigt tabt millioner af kroner, så har situationen været en helt anden for Eltronic.
I marts sidste år ramte nedlukningen af Danmark dog i første omgang virksomheden med en kraft som en splintret vindmøllevinge på speed. Men situationen skulle meget hurtigt ændre sig.
– I løbet af april begyndte det at vælte ind med ordrer fra Asien, så ret hurtigt var vi tilbage på fuld beskæftigelse. Vi fik to til tre gange flere ordrer fra Asien end normalt, siger direktør og stifter Lars Jensen.
Og tingene blev bare lysere og lysere i Hedensted.
Det seneste halve år har 40 nye medarbejdere trådt ind i foyeren for første gang hos firmaet i det østlige Jylland, og der er absolut ikke nogen planer om et ansættelsesstop.
– Vi tror også på, at vi kommer til at ansætte 10 til 15 nye medarbejdere om måneden det kommende år, fordi der er så stor efterspørgsel på det, vi laver, siger direktør Lars Jensen.
Masser af nye jobs
Eltronic er ikke en enlig svale blandt de danske virksomheder.
Der er nemlig klare indikationer på, at jobmarkedet generelt er på vej mod lysere tider.
En dugfrisk opgørelse fra Danmarks Statistik, der omhandler tal fra de sidste tre måneder af 2020, viser, at antallet af ledige job i private virksomheder er på samme niveau, som før corona ramte os. Det vil sige, at der nu er flere end 35.000 jobs at søge.
– Det er 3.300 flere ledige stillinger end kvartalet før, og med denne stigning er antallet af ledige stillinger stort set på samme niveau, som før nedlukningen i foråret 2020, skriver statistikkontoret.
Ifølge lektor på Økonomisk Institut på CBS Birthe Larsen er de nye tal fra Danmarks Statistik en rigtig god nyhed.
– Det tyder på, at vi har været rigtig gode til at omstille os. Selv om der en række jobs, der er lukket ned, så er der også blevet skabt en række nye arbejdspladser, siger hun.
Der er dog en god del malurt i jobbægeret. Ledigheden er nemlig stadig over 30.000 højere end inden coronakrisen, fortæller lektoren.
– Og så skal man huske på, at ledigheden er meget ulige fordelt. For eksempel er der en fagforening som 3F, som stadig har rigtig mange flere ledige end før coronakrisen, siger Birthe Larsen fra CBS.
Hos landets største brancheforening, Dansk Industri, kan de sagtens genkende, at der er kommet gang i hjulene flere steder i erhvervslivet.
Og faktisk er der brancher, hvor der nu er langt flere ansatte, end der var før krisen.
– Der er heldigvis mange virksomheder, som begynder at få mere travlt, og derfor slår de stillinger op. Det gælder blandt andet inden for byggeriet, hvor der i dag er 5.000 flere ansatte end inden krisen, siger vicedirektør Steen Nielsen, der fortæller, at der dog også er en række af deres medlemmer, som stadig er enormt hårdt ramt af nedlukninger.
– Det er i virkeligheden en krise, der rammer virksomhederne vidt forskelligt alt afhængigt, hvilken branche de opererer i, siger vicedirektøren.
Når man ser på hvor godt det egentlig går, er det så snart på tide, at dansk erhvervsliv skal til at stå på egne ben igen?
– Vi kommer jo til at se, at når restriktionerne bliver ophævet på et tidspunkt, så skal vi tilbage en situation uden hjælpepakker. Men om hjælpepakkerne skal fjernes med det samme, når restriktionerne ophæves, eller om der skal gå lidt tid, det må vi se på, siger Steen Nielsen fra Dansk Industri.