Michael Bundesen gav sin velsignelse til genopsætningen, inden han blev alvorligt syg.

Fra efteråret og hen over næste vinter kommer Tivolis Koncertsal og landets store musikhuse til at give genlyd af Shu-bi-duas største hits som “Hvalborg”, “Den Røde Tråd” og “Vuffeli-Vov”.

“Shu-bi-dua – The Musical” vender nemlig tilbage og får premiere på Fredericia Musicalteater den 3. november 2021, hvorefter den flytter til Tivolis Koncertsal i København og senere landet rundt.

Det annoncerer Lion Musicals i en pressemeddelelse.

– Vi fik Michael Bundesens velsignelse til at lave en genopsætning, inden han blev alvorligt syg, siger Thomas Langkjær, producent og ejer af Lion Musicals.

– Vi vil gøre vores ypperste for at hylde og ære ham ved at lave en fantastisk opsætning i hans ånd, forsikrer han.

“Shu-bi-dua – The Musical” blev opført første gang tilbage i 2015, og det glædede frontmand Michael Bundesen.

– Det er jo ingen hemmelighed, at jeg for øjeblikket desværre ikke kan hoppe og danse på en scene, så det er dejligt at vide, at musikken kan leve videre, sagde han dengang i en pressemeddelelse.

– Jeg håber fortsat, at den kan bidrage med en masse positive oplevelser ude på de danske scener. Det ville varme en gammel popsangers hjerte.

Michael Bundesen blev ramt af to blodpropper i hjernen i 2011 og måtte stoppe sin musikalske karriere.

Han døde sidste år af kræft i en alder af 71 år.

Shu-bi-duas musik og tekstunivers danner rammen om “Shu-bi-dua – The Musical”, som ifølge Lion Musicals er et festligt og satirisk portræt af 80’erne og 90’ernes Danmark.

Den røde tråd i forestillingen er historien om drengen Mick, der ikke er som alle andre.

Musicalen følger ham fra barndom til ungdom og hans jagt efter at finde lykken og sin plads i livet. Mick bliver student, får et fedt job på et reklamebureau og møder kærligheden. Men alligevel er det, som om at der mangler noget, lyder det om musicalen.

I de to hovedroller som Mick og hans udkårne, Sille, er der denne gang blevet gjort plads til to nyudklækkede talenter fra Den Danske Scenekunstskole, nemlig Thor Vestergaard og Alberte Hønnicke Kyst.

I de øvrige store roller ses blandt andre Trine Pallesen, Ole Boisen og Kim Ace Nielsen.

“Shu-bi-dua – The Musical” får således premiere på Fredericia Musicalteater den 3. november 2021, hvorefter den flytter til Tivolis Koncertsal i København.

Efter Tivoli påbegyndes en stor danmarksturné, der bringer forestillingen forbi en række af landets største byer.

/ritzau/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *